cirkus-plakatDet bornholmske børnecirkus "Stjerneskud" er nu godt i gang med forberedelserne til årets sommerforestillinger, som spiller i den første uge af skolernes sommerferie. 

Lang træningsperiode forud for forestillingen

I Kristi Himmelfartsferien mødes alle cirkusbørnene til en intensiv træningsweekend, der afsluttes med prøver på årets cirkusforestilling.

Henover vinteren har cirkusbørnene hver uge trænet i de forskellige cirkusdiscipliner, i den cirkusbygning, som foreningen ejer i Sandvig. Ved månedlige weekendworkshops har cirkusbørnene desuden, med hjælp fra tilrejsende artister, udviklet deres dygtighed indenfor særlige aspekter af cirkustræningen, såsom akrobatik, jonglering  og trapez.

Som noget helt nyt har børnetruppen denne vinter også stiftet bekendtskab med brugen af skyggeteater, som der arbejdes på at inddrage i årets forestilling.

Forestilling i den faste cirkusbygning i Sandvig

Cirkus Stjerneskud er i år kendetegnet ved at vi har mange, meget små børn med i truppen, da en stor del af de deltagende familier har oplevet familieforøgelser indenfor de seneste par år. Vi har derfor valgt at spille sommerens forestillinger i den faste cirkusbygning i Sandvig, i år, hvor vi har gode toilet, bade- og køkkenfaciliteter til småbørnsfamilierne og bedre mulighed for at holde styr på de små, som allerede med stor entusiasme er begyndt at udforske (cirkus)verdenen.

Selvom det har været en fornøjelse at spille for et stort publikum i cirkusteltet, igennem de sidste par år, glæder vi os meget til, igen, at spille i cirkusbygningen, da den giver en meget intim ramme for forestillingen og det hyggelige miljø- og samvær, der altid er en del af oplevelsen, når vi spiller forestilling.

Endvidere egner bygningen sig fortrinligt til at lave skyggeteater, som vi gerne vil integrere i årets forestilling, fortæller Gitte Thyme-Duvald, der selv er mor til tre af cirkusbørnene i Cirkus Stjerneskud.

Sådan får du billetter til Cirkus Stjerneskud.

Der spilles forestilling i cirkusbygningen i Sandvig, Nygade 2, i uge 27, fra søndag d.29. juni – søndag d. 6. juli, 2014.

Billetterne sælges til børnepriser, og koster fra 50 -80 kroner, afhængigt af spilledagen.

Cirkus Stjerneskud spiller forestilling, på følgende dage:

Søndag den 29. juni, kl. 14.00
Mandag den 30. juni, kl., 18.00
Tirsdag den 1. juli, kl. 18.00
Onsdag den 2. juli: INGEN FORESTILLING
Torsdag den 3. juli, kl. 18.00
Fredag den 4. juli, kl. 18.00
Lørdag den 5. juli, kl. 14.00
Søndag den 6. juli, kl. 14.00

Pressemeddelelse: Cirkus Stjerneskud har åbnet for billetsalget